mandag den 17. februar 2014

Døgnsejlads fra Santa Cruz til Santa Cruz

Søndag d. 10.2. var det tid at komme videre.
Vi ville sejle fra Santa Cruz til Santa Cruz - ja de er måske ikke så opfindsomme med deres bynavne. Men vi ville fra Tenerife til La Palma - øgruppens nordvestligste.
Den sidste uge på Tenerife havde pigerne leget meget med tyske Nelle, som aldersmæssigt var lige mellem Agnes og Inge, og vi voksne havde også nydt hinandens selskab. De skal også til Madeira og Azorerne, så vi snakkede meget om at følges, når den tid kommer. Inden da håber vi dog at genses på La Gomera.
Vejret ud at havnen var fint, og vinden var i nordvest, så vi kunne sejle direkte til nordspidsen af Tenerife. Derefter skulle vinden gå i nord og nordøst, men det tog lidt længere, før vinden drejede rundt. Så ud på eftermiddagen og om aftenen måtte vi krydse en del, da vinden stadig var i nordvest - den retning vi skulle.
Ud på natten lagde vinden sig helt, og for motor kunne vi gå direkte mod La Palma. Tidligt på morgenen kom vinden igen og nu fra den rigtige retning.
Kl. 13.30 efter 28 timer kom vi sikkert i havn, fedt.
Og det blev tidligt, vi så dyner den aften!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar